Home

Minimumsnormeringer: Et spørgsmål til de voksne

Onsdag d. 26. juni 2019, kl. 21.45.

Det er nok ikke gået manges næse forbi, at et af de store temaer i den netop overståede valgkamp var normeringerne i børneinstitutioner. Både SF, Radikale Venstre og Enhedslisten stiller således krav om, at et nyt regeringsgrundlag skal indeholde minimumsnormeringer.


Kampagnen ”Er der en voksen tilstede?” blev igangsat, da en gruppe forældre besluttede sig for at demonstrere for bedre forhold til børnene i institutionerne. Målet er at opnå minimumsnormeringer. Dvs., at disse forældre beder staten om at sørge for, at der er et maksimum for, hvor mange børn der må være per voksen i en institution.


Det første, vi må påpege, er, at det er dejligt, at forældre går op i deres børns trivsel. Det er skræmmende at se den ene dokumentar efter den anden påvise, hvor grelt det står til i nogle institutioner i landet. Hvis man har været til en enkelt børnefødselsdag, kan man da også godt forstå, hvis det er et ekstremt krævende job at arbejde i en vuggestue eller børnehave. Derfor er det ganske logisk, at man gerne vil have bedre forhold for børnene (og de voksne) i institutionerne.


Hvis du er forælder eller bedsteforælder, så vil jeg gerne bede dig om at trække vejret dybt et par gange, lukke øjnene og tænke over, om dit barn eller barnebarn har nogle behov, som andre børn ikke har. Alternativt, om der kunne være børn, der har behov, som dit barn eller barnebarn ikke har? Vi er, som forældre, gode til at se, at vores børn har individuelle udfordringer og behov. Derudover har vi forskellige ideer om, hvad der er ideelt for vores børns trivsel og udvikling – om det er vuggestue, dagpleje eller hjemmepasning, og om barnet skal starte i institution, når det 10, 18 eller 24 måneder gammelt. Vi er nok alle enige om, at one size does not fit all, når det kommer til vores kære små.


Ligesom alle andre forældre har vi herhjemme et par grundpiller, som vi forsøger at indpode vores barn:


·         Man må ikke gøre skade på folk.

·         Man må ikke tage andres ting.

·         Man skal huske at kigge på alle konsekvenserne af ens handlinger – ikke blot de umiddelbare.


Det mindste, vi voksne kan gøre, er derfor at forsøge at tage et kig på, hvad vi kan sige om minimumsnormeringer med de tre ovenstående grundpiller in mente.


De utilsigtede konsekvenser

Ligesom vi forsøger at lære vores børn, at slik er lækkert, og at det kan være fristende at spise meget af det på en gang, så kan man også få ondt i maven på længere sigt, og der kan være flere helbredsmæssige konsekvenser. Som voksne ved vi også, at alkohol er dejligt på kort sigt, men at der er nogle langsigtede konsekvenser, der ikke er helt så behagelige.


Forestil dig nu en landsby, hvor byens eneste offentlige opgave er at passe børn. De opkræver alle indbyggere – pensionister, forældre, studerende, enlige – 5.000 kroner om måneden for denne løsning. Dog er der brugerbetaling fra forældrenes side af på 2.500 kroner. Hr. og fru Jensen bliver forældre til deres lille barn, og de skal nu beslutte, hvornår og hvis de vil sende barnet i vuggestue. Ligesom alle andre skal de betale 5.000 kroner om måneden, uanset om de sender barnet i institution eller ej. Hvis moren (eller faren) bliver hjemme for at passe barnet det første år, så går forældrene glip af morens indtægt, og de skal betale 5.000 kroner om måneden for noget, de ikke bruger. Når barnet bliver et år, er det lidt mere forsvarligt at sende det i institution, selvom det måske ikke er til barnets bedste. Dog bliver forældrene stadig straffet dobbelt, hvis de holder barnet hjemme, da der skal være én forælder til at passe det, som dermed ikke kan tjene penge til husholdningen. Der er altså ikke langt til at beslutte, at det måske er en god idé at betale de 2.500 kroner ekstra om måneden, og så kan begge forældre gå på arbejde. I en husholdning, der kun lever af en persons indkomst, kan det være ganske dyrt at skulle betale 5.000 kroner til løsningen, som staten ”tilbyder.” Det er selvfølgelig også dyrt for alle de andre i samfundet, der formentlig har bedre ting at bruge deres penge på end at tilbyde børnepasning til andres børn. Pensionisten er måske gået senere på pension, og den studerendes i forvejen sparsomme tilværelse må blive endnu mere sparsom.


Forældrene vælger nu at stille større krav til vuggestuen, da vuggestuen ikke er i stand til at skabe gode nok forhold med de midler, den har til rådighed. I stedet for at bede forældrene om at betale mere end de 2.500 kroner om måneden i egenbetaling, så hæver landsbystyret betalingen for alle i samfundet. Lad os sige, at de gerne vil have 33 % flere pædagoger per barn, og prisen derfor stiger med 20 %. I stedet for 5.000 kroner om måneden skal alle nu betale 6.000 kroner om måneden. Dette gør det selvfølgelig endnu mere omkostningstungt for forældre ikke  at sende deres børn i en daginstitution hurtigst muligt. Derudover vil pensionisten, den enlige og den studerende også skulle bære byrden af denne udvidelse af pædagoger. Dertil kommer, at flere ressourcer i samfundet nu vil blive bundet til pasning af børn, hvilket gør udbuddet af alle andre services og produkter mindre tilgængelige. Dette forringer levestandarden for pensionisten, den enlige og den studerende yderligere.


De mennesker, der gerne vil have mere fleksible børnepasningsløsninger eller passe deres børn selv de første år, bliver altså tilskyndet til at sende deres børn før i institution – stik imod anbefalingerne.


Logik for BUPL-høns

Det er ikke en dårlig sag for BUPL, at deres medlemmer får kritik for ikke at levere varen. Kritikken kommer akkompagneret med, at deres arbejdsforhold er for dårlige, og deres arbejdsbyrde er for stor. Hvis minimumsnormeringer bliver indført, så vil det blive relativt dyrere for forældre selv at tage sig af deres børn de første år, hvilket vil føre til, at flere vil sende deres børn i institutioner tidligere. Derudover vil det øgede behov for pædagoger presse prisen op på de nuværende. En efterspørgselsstigning på 33 % med et konstant udbud betyder, at pædagogerne kan kræve højere lønninger. Det er pædagogerne nok lige så kede af at høre, som Vestas er kede af at høre, at efterspørgslen på vindmøller stiger med 33 %.


Man må ikke tage andres ting

Hvem er så i spil til at betale for minimumsnormering? Forældrene? Delvist. Enhedslisten foreslår flere ansatte i SKAT, Radikale foreslår færre på offentlig forsørgelse, og SF foreslår en formueskat. Hvis vi ser bort fra de Radikales forslag, så er den foreslåede løsning altså at beskatte de produktive kræfter i samfundet. I vores lille landsby-eksempel fra før vil det betyde, at de rige i landsbyen skal betale mere end de 5.000 kroner for forældrenes børnepasning. Dvs., at deres incitament til at tjene penge (som man jo i sidste ende gør ved at tjene forbrugerne) bliver mindsket. Det vil blive mindre attraktivt at investere penge og energi i projekter, og det vil blive mere attraktivt at holde fri. Derudover skaber det en unødvendig kløft imellem de rige og forældrene – de rige vil føle, at de bliver beskattet for at servicere nogle andres behov, og hvis, gud forbyde det, der skulle finde en runde topskattelettelser sted, så føler forældrene, at de rige bliver tilgodeset på bekostning af deres børn.


Vigtigst af alt, så er løsningsforslagene i konflikt med en af grundpillerne, som vi forsøger at lære vores børn: man må ikke tage andres ting.


Spørgsmålet

For kort at opsummere, så har både forældre, børn og ansatte et problem med den nuværende løsning på børnepasning. Den rummer ikke forældrenes behov for, at børnene har det godt. Den rummer ikke børnenes individuelle behov, og de ansatte oplever et arbejdspres, der driver dem væk fra professionen.

Spørgsmålet er derfor: Hvordan vil de voksne indføre minimumsnormeringer, uden det går ud over den måde, andre ønsker at passe deres børn?

SIGN UP!

Tilmeld dig maillisten, så du modtager en besked, når der kommer en ny artikel på siden.

 
Tilmeld
Afmeld
 

Foreslåede sider:

www.mises.org

www.liberaletanker.dk

www.østrigskeobservationer.dk