Home

Brexit - Breaking up is hard to do

Lørdag d. 16. marts 2019, kl. 21.12.

Tilbage i juni 2016 stemte det britiske folk for, at man skulle træde ud af EU. Torsdag d. 14. marts, snart 3 år efter afstemningen for at træde ud af EU, stemte de britiske magthavere så for at udskyde udtrædelsen på ubestemt tid. Begrundelsen er, at man gerne vil undgå en ’hård’ Brexit, der kan skade eksporten og handelsbetingelserne med EU-landene. Lidt ligesom en pige, der gerne vil gå fra sin kæreste, men pigens forældre insisterer på at holde hende i forholdet, indtil de er kommet frem til en passende aftale med pigens kæreste (i dette tilfælde pigens kærestes forældre). Hvad kunne være mere grænseoverskridende? I kvindens tilfælde ville de fleste nok kalde det et voldsomt overgreb på pigens frihed, men når det kommer til et ”repræsentativt demokrati,” så forsvares beslutningen som værende ansvarlig og for borgernes bedste.


It’s not me, it’s EU 

Det er sjovt, som man taler om, at et Brexit vil føre til en lavere levestandard for briterne og de virksomheder, der handler med briterne. Umiddelbart vil en utræden føre til færre reguleringer, mulighed for at importere billigere fra ikke-EU-lande og mulighed for at eksportere mere og nemmere til ikke-EU-lande. Det er først, når EU vælger at indføre sanktioner på Storbritannien via told, paskontrol og andet godt, at briterne og den generelle befolkning i EU’s medlemslande bliver dårligere stillet. Så det er ikke Brexit, der er problemet – det er EU. Panikken omkring Brexit tydeliggør, hvordan EU blot er en foranstaltning, der står i vejen for mennesker, der gerne vil interagere med hinanden. Hvis modstanderne af et Brexit proklamerer, at en udtrædelse af EU følger til dårligere handelsbetingelser for Storbritannien, så må de igennem deres egen logik erkende, at det er EU’s toldmure, der fører til de dårligere handelsbetingelser. Hvis de følger deres argumentation langt nok, må de altså nå frem til, at det er EU, der problemet – ikke Brexit.


Denne tilgang til Brexit, hvor man ikke bare træder ud, men er nødt til at finde frem til en passe ordning, minder lidt om dengang, at argumentationen imod at lade slaverne være frie mennesker var, at slaverne jo ikke var i stand til at sørge for sig selv ude i den virkelige verden. Derudover talte man også om, hvordan slaveejerne skulle kompenseres, når nu de mistede denne billige arbejdskraft – umiddelbart har denne del vist ikke været på programmet i forbindelse med Brexit.


Demokrati viser sig altså at være en udmærket måde at styre et lands retning på, så længe udfaldet af de demokratiske beslutninger stemmer overens med statens behov for at udvide sine beføjelser mest muligt. Hvis ikke det er tilfældet, opstår der pludselig en meget omstændig politisk proces, hvor intet kan lade sig gøre.


Der er ikke noget til hinder for, at de briter, der har behov for at blive detailreguleret, kan følge EU’s anvisninger og begræsninger. Jeg er sikker på, at de gerne vil hjælpe dem fra Bruxelles af.


Hvis læseren skulle være interesseret i at lære noget mere om EU’s opståen og, i særdeleshed, euroen, så vil jeg, igen, anbefale Philipp Bagus’s bog, The Tragedy of the Euro. Den er stadig gratis.


I mellemtiden vil jeg håbe på et Brexit, der er hårdt for EU, og der fører til et Storbritannien, der er baseret på decentralisering, frihandel og åbenhed – ikke centralisering, handelsblokader og lukkethed.

 

Bastiat.dk

info@bastiat.dk

SIGN UP!

Tilmeld dig maillisten, så du modtager en besked, når der kommer en ny artikel på siden.

 
Tilmeld
Afmeld
 

Foreslåede sider:

www.mises.org

www.liberaletanker.dk

www.østrigskeobservationer.dk